Har dine fuger fået overskæg? De lodne svampesporer i fugerne er ikke et kønt syn, og kan udsende skadelige sporer, der kan udløse allergiske reaktioner. Det er især på fugtige, varme badeværelser, at skimmelsvamp nemt kan opstå. I denne artikel får du råd til, hvordan du får bugt med den irriterende skimmel, som kan sætte sig på fugerne.
Indholdsfortegnelse
Hvad er skimmelsvamp?
Skimmelsvamp er en samlet betegnelse for svampe, som gror i bygninger og frigiver sporer til luften. Svampen i sig selv er ikke skadelig, men det er de partikler, den udsender. Du kan som regel se skimmelsvamp med det blotte øje, som små gråsorte pletter eller plamager. Skimmelsvamp kan også være skjult i vægge og gulv, her afslører den markante muglugt den lille gråsorte svamp.
Hvis der er skimmelsvamp i hjemmet, kan du opleve træthed, hovedpine, hoste og åndedrætsbesvær. Der er også risiko for at du kan udvikle vedvarende allergi. Derfor skal skimmelen gerne vippes af pinden, når den vokser frem på fugerne i badeværelset.
Hvorfor opstår skimmelsvamp?
Skimmelsvamp opstår i rum med høj luftfugtighed over 70%. Derfor er badeværelset logisk set det rum, som er mest udsat for skimmelsvamp, hvis der altså ikke luftes grundigt ud eller ventileres, når der tages bad. Tegn på høj luftfugtighed er en tung, fugtig luftfornemmelse i rummet, når du træder ind. Andre markører er kondensvand på vinduerne, sort skimmel i hjørnerne af vinduet, og muggen lugt.
Hvad er misfarvningen i fugerne?
Er du i tvivl om hvad det er for noget stads, der sidder på fugerne? Måske er det ikke skimmel, men noget andet. Ifølge Bolius kan der opstå forskellige slags misfarvninger:
- Røde og brune misfarvninger fra vand med højt indhold af okker eller jern
- Hvide pletter på fugerne. Det kommer fra kalk i vandet og afhænger af vandets hårdhedsgrad
- Sorte eller blågrønne fuger, som opstår pga. alger, mikroorganismer eller mikrobiologiske kulturer.
- Sorte små prikker eller sorte pletter. Her er årsagen som regel skimmelsvamp
Sådan fjerner du røde og hvide misfarvninger
Når det drejer sig om røde og hvide misfarvninger pga. okker, jern og kalk, er den simple løsning at få rengjort og afkalket fugerne. Hvis du har natursten, skal der bruges specielle rengøringsmidler, da natursten ikke kan tåle syren i almindelig afkalkning.
Hvis du har almindelige, hårde klinker, kan du rengøre fliserne og fugerne med universalrengøring med afkalker og en stiv børste. Der er flere velegnede rengøringsmidler med afkalker i supermarkedet eller byggemarkedet.
Du kan også lave en hjemmelavet løsning: Bland en opløsning af 2 dele opvaskemiddel og en del husholdningseddike, som du børster på de våde fuger og klinker. Lad det sidde og virke i 10 minutter. Skyl efter med koldt vand.
Hvis fugerne stadig er røde eller hvide af kalk, er der brug for stærkere alkaliske produkter, som får bugt med aflejringerne. Du kan få forslag til effektive produkter med kalkfjerner her: Afkalkning af almindelige klinker
Hvilken slags fuge er der skimmelsvamp på?
Der er forskellige løsninger på skimmelsvamp, alt efter om det er en mørtelfuge eller en blød silikonefuge, som skimmelen har sat sig på. Mørtelfuger ses mellem klinkerne på badeværelsesgulvet, på væggen og i brusenichen. Silikonefuger bruges mellem gulv og væg, ved basen af toilettet, mellem badekarret og væggen og i vinduesrammer. Silikone er et blødt materiale, der er mere modtagelig for angreb af skimmelsvamp. Det kan derfor være meget vanskeligt at få fjernet misfarvninger fra svampen. Ofte er den bedste løsning at skifte silikonefugen og sikre sig at der ikke opstår skimmelsvamp igen.
Sådan renser du skimmel fra cementfuger
Det er heldigvis meget nemmere at give skimmelsvamp på cementfuger et gok i nødden: Det klares med et effektivt, svampedræbende middel. Af miljøhensyn er det bedst at gå udenom Klorin. Miljøstyrelsen fraråder at bruge Klorin i private hjem, da det er skadeligt for vandmiljøet og kan give allergiske reaktioner. Du kan istedet bruge Rodalon, som er mere skånsomt over for miljøet. Rodalon er lugtfrit og fjerner skimmel fra f.eks. fuger og badeforhæng.
Ulempen ved Rodalon er dog, at det er en tynd væske, som det er svært at få til at sidde og virke på de lodrette fuger på væggen. Et mere tyktflydende middel er derfor et godt alternativ til Rodalon. Her er et anbefalelsesværdigt produkt f.eks. Domestos Professional Mould Free, som er udviklet til at angribe skimmel på cementfuger. Produktet er klorbaseret, tyktflydende og påføres nemt og præcist på fugerne med flaskens spids. Midlets tyktflydende formulering sikrer at det bliver hængende på lodrette flader, med den bedste effekt. Virkningstiden er 5 minutter, hvorefter man kan skylle overfladen af. Domestos Professional Mould Free har en bakteriehæmmende effekt.
Video: Sådan virker Domestos Professional Mould Free:
5 råd til et sundt indeklima uden skimmelsvamp
Det er vigtigt at få fugt og andre partikler luftet ud af boligen flere gange om dagen, så der skabes et sundt indeklima, som er godt for både boligen og jer, der bor i den. Sådan får du et godt indeklima og forebygger skimmelsvamp i boligen:
- Luft ud under og efter badning
- Tør klinkerne af efter badning
- Luft ud i hele boligen 2-3 gange om dagen, helst med gennemtræk
- Luft ud året rundt, også i de kolde måneder, så sygdomspartikler ikke ophober sig i luften
- Luftrensende planter hjælper til et godt indeklima